OM ARRANGEMENTET
Studenterrådet ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitets-Sport (AUS) afholder hvert år ved studiestart Danmarks Største Fredagsbar & Idrætsdag (DSFI). Det er en kæmpe sports- og festdag for de studerende ved Aarhus Universitet og andre videregående uddannelser i Aarhus.
Arrangementet bliver i år afholdt fredag d. 8. september 2022.
AUS og de forskellige idrætsforeninger under AUS starter normalt dagen med forskellige turneringer og aktiviteter, hvor alle kan være med, uanset niveau. Inden arrangementet kan de studerende melde sine hold til, og på selve dagen for arrangementet dyster holdene således mod hinanden i en lang række forskellige sportsgrene, der spænder lige fra volley og håndbold til skak og fægtning. Fra middagstid er der spændende aktiviteter, som ølbowlingsturnering og flip cup, mens at Universitetsparken langsomt forvandler sig til Danmarks Største Fredagsbar med skøn musik på pladsens forskellige scener, øl og drinks i rigelige mængder og lækker mad fra de opstillede madvogne. De sidste musikere lægger først instrumenterne når solen er gået ned, og natten banker på.
Formålet med DSFI er, at skabe et arrangement, der kan give de mange aarhusianske studerende en mulighed for at dyrke sport, heppe, nyde stemningen og feste sammen på kryds og tværs af uddannelser og årgange. Alt for ofte bliver vi, som studerende afgrænset til nogle bestemte geografiske områder i Aarhus, men denne dag på året er grænserne ophævet, og alle har del i et større fællesskab.
Arrangementet koster 50 kr. for fredagsbars delen, og ydereligere 25 kr. hvis man ønsker at deltage i idrætsdags delen.
Et eventuelt overskud fra arrangementet deles mellem AUS og Studenterrådet og går blandt andet til klubberne og til studenterrådets aktivitetspulje.
___________________________________________________________________________________________
Vi har samlet de bedste billeder af arrangementet i 2018, så hvis du vil mærke stemningen igen, eller se om du kan genkende nogle venner eller dig selv, så tag et kig her.
Vi har altid brug for flere frivillige til at løfte den spændende og udfordrende opgave det er, at stable DSFI på benene. Klik her for at læse mere. Du kan fra næste år også følge vores skarpe frivillige på Instagram under hastagget #danmarksstoerste.